Mariagerfjord Adventure Race 2016

Training4all deltog i dette års Mariagerfjord Adventure med 4 km i havkajak, 7 km på mtb og 5 km crossløb.

I hold bestående af tre personer sendes alle af sted samtidig på hver sin disciplin og når hele holdet er samlet i skiftezonen må der roteres til ny disciplin. Vinder er det hold hvor alle tre først har gennemført alle tre discipliner. Herunder ses den samlede start i havkajak.

kajak mariagerfjord adventure

I skiftezonen ved havkajakken

kajak skiftezonen

Et sjovt og smukt beliggende motionsløb, hvor der er plads til alle. De 7 km på mtb køres i Østerskoven med 100 højdemeter som udfordring sammen med smalle skovstier. De 5 km crossløb udnytter ligeledes den flotte og kupperede Østerskov med 80 højdemeter som del af ruten.

Et godt afholdt løb, med kun 30 hold er der også luft til, at deltagerne kan komme rundt på mtb og crossløb uden problemer med at overhale. Tanken bag løbet er, at de tre discipliner har nogenlunde samme varighed, men for hovedparten af de startende hold blev havkajaksejladsen flaskehalsen, hvilket gav spredning på feltet allerede fra start. Men måske, for nogen, en tiltrængt pause til de to øvrige på holdet. Da kajak-turen var flaskehalsen betød det også, at vinderen blev fundet blandt de hold der var gode til at ro kajak. Det var så ikke os der kom i nærheden af podiet, idet 2/3 af deltagerne fra training4all holdet havde minimal erfaring med havkajak. Heldigvis skulle man ro langs med land og med overvågning fra løbsarrangører, så sikkerheden var i orden selv for novicer.

mtb karsten

Alt i alt et flot løb i fantastiske omgivelser som bestemt er et besøg værd.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.