NEAT – nøglen til varigt vægttab eller bare et sundere liv

Af Simone Lund Andersen, læser professionsbachelor i Ernæring og sundhed på 6. semester

De fleste kender det – man vil gerne være mere fysisk aktiv i hverdagen, men det er bare ikke altid nemt at få tid til i en presset hverdag med job, tid med familien, indkøb osv. Mange ting skal klares, men hvor meget kræver det egentlig at skabe holdbare, sundere vaner i hverdagen?

Hvad er NEAT?

NEAT står for nonexercise activity thermogenesis, dvs. al den bevægelse man laver, som ikke er træning (Loeffelholz & Birkenfeld, 2018). Det kan være gåture, havearbejde (måske endda en håndskubber i stedet for en almindelig græsslåmaskine), tage trapperne i stedet for elevatoren, rengøring osv. For mange kører hverdagen måske i de samme rutiner omkring transport, arbejde og indkøb. Det kan være en vane at tage bilnøglen på vej ud ad døren, sætte sig ind i bilen og køre på arbejde. Eller det er en vane altid at tage elevatoren, selvom man måske bruger lige så meget tid (hvis ikke mere) på at stå at vente på, at den kommer, som hvis man havde taget trapperne.

For mange er vaner lig med tryghed, fordi det er det, man kender – sådan man altid har gjort, man skal ikke tænke over det, og det kører bare på rutinen. Men det er muligt at bryde vaner og få skabt sig nogle nye, måske bedre vaner på sigt? Ja med det tager tid at ændre på en indgroet vane, men når den nye vane først er implementeret, er det ikke længere et aktivt valg, man skal tage stilling til – det er en del af ens livsstil. Med dette sagt kan man altså på sigt prøve at ændre i nogle af ens vaner for at få implementeret mere NEAT i ens hverdag.

Træning og NEAT

Relativ hård træning kan gå ud over ens NEAT, da man måske bliver mere inaktiv pga. træthed og DOMS (delayed onset muscle soreness = trænings ømhed) i perioden efter træningen. Det er begrænset, hvor meget det hjælper på vægttab, hvis man træner lidt ekstra (måske svarende til 250 kcal), men så udligner det ved at bevæge sig de 250 kcal mindre i hverdagens øvrige aktiviteter dvs.  NEAT. Ikke sagt, at man ikke skal træne hårdt en gang i mellem, men man skal måske overveje, hvor hård træningen skal være, og om det vil påvirke ens aktivitetsniveau efterfølgende.

Fordele ved mere NEAT i hverdagen

NEAT kan bidrage med mange gode ting i hverdagen! Fx hvis man bor i byen, er det sjældent hurtigere at tage bussen eller bilen, end det er at cykle. Samtidig skal man på cyklen ikke være afhængig af, hvornår bussen kommer, man skal ikke bruge penge på benzin til bilen, man skal ikke lede efter en ledig parkeringsplads, det er bedre for miljøet og man får frisk luft. NEAT er sjældent langt mere tidskrævende, det handler bare om at vælge de muligheder, hvor der indgår fysisk aktivitet.

Mange vil måske ikke mene, at det kan betale sig at tage trappen i stedet for elevatoren, fordi det jo er ”så lille” et kalorieforbrug til forskel. Men hvis man tager trappen i stedet for elevatoren nogle gange om dagen og tager cyklen i stedet for bilen, kan det samlede regnskab hurtigt vokse. Det er netop de aktiviteter, vi gentager på daglig basis, der udgør hele værdien i NEAT. Mange bække små!

Husk at være realistisk

Flere har måske prøvet det før, at der skal ske ændringer i noget, og det skal være NU. Så man vender 180 grader og ændrer det hele fuldstændigt. Men hvor holdbart var det lige? Oftest ikke særlig længe for størstedelen. Her skal man huske at være realistisk. Det handler om at finde ud af, hvad man gerne vil ændre, og hvordan man så kan gøre det. Man kan evt. lave en liste med ting, der skal til, for at ændringen kan ske. I forbindelse med NEAT kan man skrive ned, hvilke ting der på nuværende tidspunkt er muligt at ændre – hvad har man tid og ressourcer til. Det kan fx være cyklen i stedet for bilen, gå hen og handle i stedet for at køre, gå en tur hver aften osv. Start med at vælge et eller to punkter, der kan arbejdes med, og når disse er blevet en ny vane, kan man begynde på et nyt punkt. Derved bliver det måske mere overskueligt og før man får set sig om, kan ens NEAT pludselig være meget højere.

Referencer:

Loeffelholz, C. von, & Birkenfeld, A. (2018). The Role of Non-exercise Activity Thermogenesis in Human Obesity. MDText.com, Inc. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/sites/books/NBK279077/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.