I september 2010 rejste jeg til Kina. Jeg var lige blevet færdig med gymnasiet, og ville bruge mit sabbatår på at opleve dette fremmede land på egen hånd, og ikke mindst ville jeg bruge det på at lære kung fu. Østens mystik har altid tiltrukket mig, og lige siden jeg var lille fandt jeg stor interesse og inspiration i action spækkede kung fu film, med stjerner som Jackie Chan og Bruce Lee. Nu ville jeg endelig udleve min drøm om at lære fra kinesiske mestre i kampsportens hjemland.

Jeg havde tilfældigvis fundet en hjemmeside for et ”kung fu academy” i Kina, og var begyndt at undersøge muligheden nærmere. Jeg fandt hurtigt ud af, at der er talrige Kung Fu skoler i Kina, hvor man som udefrakommende kan tage hen og lære kampsport på autentisk vis. Alle skolerne tilbød kost og logi, samt undervisning for et månedligt beløb. I sidste ende var det den første hjemmeside, som jeg havde snublet over, da jeg spillede et online kung fu-inspireret flash spil, der viste sig at være den mest interessante for mig. Jeg kom hurtigt i kontakt med dem for at høre nærmere. Det lød lidt ligesom et højskoleophold. Der var dog ikke nogle faste forløb man skulle melde sig til. Det eneste jeg skulle gøre var, at betale for hvor længe jeg ville være der. Det kunne være alt fra en uge til fem år. Jeg ville gerne være der 6 måneder. Dette halve år blev forlænget til 9 måneder, da jeg fandt ud af hvor fantastisk en oplevelse det var.

Så den 16. September 2010 begav jeg mig eventyrlystent afsted til Kina. Det var første gang jeg nogensinde skulle så langt væk hjemmefra i så lang tid. Det var vildt spændende! Via skolens facebook-side havde jeg fundet en rejsepartner, en pige fra Grønland, som også ville starte på skolen omkring samme tid. Vi startede med at tage til Beijing, hvor vi benyttede lejligheden til at opleve byen og kulturen i et par dage. Alt her var så anderledes! Dette var mit allerførste direkte møde med østlig kultur, og jeg elskede det. Efter opholdet i Beijing, tog vi afsted mod skolen. Endelig! I årevis havde jeg længselsfuldt drømt om at lære om østens mystik og ældgamle kamptraditioner fra små gamle kinesiske mænd med langt hvidt skæg iført traditionelle klæder, i idylliske omgivelser med bjerge, bække og vandfald, omgivet af smukke vilde dyr. Dele af denne forestilling var måske lidt stereotyp og overdreven. Jeg blev dog ikke skuffet, langt fra.

Skolen ligger i Shandong-provinsen, halvanden times flyvetur sydøst for Beijing, på en lille halvø. Vi ankom til Yantai lufthavn, hvor vi blev mødt af en oversætter fra skolen, og en chauffør. Vi satte os ind i en lille minibus, og kørte så afsted. Vi skulle køre et par timer, før vi ankom til skolen. Lidt efter lidt ændrede landskabet sig idet vi kørte. Fra storbyen kørte vi forbi flotte kyster med udsigt ud over havet, vi drejede herefter længere ind i landet, hvor bakker og plæner blev forvandlet til høje gule bjergtinder og klippeformationer. Skolen vi ankom til var en gammel fabrik, som var blevet bygget om. Den lå i idyllisk natur, omgivet af æbleplantager, ved siden af et smukt naturreservat, i en dal mellem høje bjerge. På det nærmeste bjerg lå et taoist-tempel, der med sine farverige søjler og snørklede tage lignede noget, der var taget direkte ud af en gammel kung fu film – et sted hvor helten styrker sine fysiske og mentale færdigheder gennem benhård træning, for at kunne besejre skurken. Jeg lærte hurtigt, at dette stemningsfyldte sted ville blive scenen for vores træning hver fredag, som sidste etape før weekenden.

Skolens træningsområde. Om sommeren trænede vi udenfor, men om vinteren var vi inde i træningshallen.

På den ene side af skolen lå dette smukke landskab, på den anden side, ned mod den store hovedvej, lå en række bygninger, som var bosted for lokale landmænd. Her var også en lille restaurant, og en forretning, samt små boder, hvor der blev solgt frugt og nødder.

Vi ankom i weekenden, så vi havde et par dage til at indfinde os, indtil træningen begyndte. Skolen husede på dette tidspunkt mellem 20 og 40 elever, folk fra hele verden, i alle aldersgrupper. På trods af at vi alle kom fra forskellige steder, havde forskellige baggrunde, aldre, træningstilstande, m.m. så fornemmede jeg, at vi alle havde noget tilfældes – vi var alle skøre nok til at tage langt ud på landet i Kina for at bo og lære traditionel Kung Fu. Det var meget specielt, og jeg fik i løbet af opholdet uvurderlige venner her, som jeg stadig har kontakt med.

Landevejen på vej mod naturreservatet. Her skulle vi løbe som opvarmning før hver træning.

Endelig blev det mandag morgen. Jeg vågnede allerede omkring klokken 5-5.30, jeg var alt for spændt til at kunne sove mere. Jeg var klar til at komme i gang. Jeg gik udenfor i den lune september morgensol, og ventede på, at vi skulle starte. Den første undervisning ville starte allerede klokken 6.00, og bestod af 1 times tai chi og qigong. Denne første time var ikke obligatorisk, men noget alle eleverne på skolen havde mulighed for at deltage i.

Da jeg meldte mig til, kunne jeg vælge mellem 3 forskellige hold. Hvert hold fik undervisning i forskellige stilarter. Det ene hold blev undervist i traditionel shaolin, som blev dannet for 1500 år siden i det buddhistiske shaolin Tempel, og som siges at være oprindelsen til moderne Kung Fu. Det andet hold fik undervisning i mantis fist, som er en stilart der efterligner knæleren. Det tredje hold fik undervisning i Wing Chun, som er en stilart fra det sydlige Kina, og er kendt, som den første stilart Bruce Lee fik undervisning i. shaolin-holdet ville derudover få undervisning i sanda(kinesisk kickboxing), mantis-holdet ville også blive undervist i den interne stil bagua, og Wing Chun-holdet ville blive undervist i baji. Udover disse obligatoriske undervisningstimer var der for alle et udvalg af valgfrie lektioner. Hver morgen og hver eftermiddag var der mulighed for at lære tai chi og qigong. Tai chi er en intern kampstil der fokuserer på blødhed og rolige bevægelser, dog også med eksplosive elementer, og qigong er en sundhedsfremmende praksis, der handler om kultivering af indre energi og sundhed gennem vejrtrækningsøvelser og rolige bevægelser. Om aftenen blev der også tilbudt undervisning i kinesisk, kalligrafi, buddhisme, akupunktur og massage.

Helt overordnet kan kinesisk kampsport deles ind i 2 kategorier: De eksterne stilarter og de interne stilarter. I de eksterne stilarter er der fokus på at styrke kroppens muskler og knogler, udførelsen er som regel meget eksplosiv, og formøvelserne ser ofte meget spektakulære ud. Træningen er ekstremt fysisk hård og består af masser af styrketræning, kredsløbstræning og udholdenhedstræning. Noget af træningen kan endda bestå i at slå på træer, for at hærde knoglerne. Her handler det om at være hård, og at kunne drage kraft fra egen krop. Eksempler på eksterne stilarter er shaolin, sanda og baji.

I de interne stilarter er fokus derimod på at styrke kroppens indre mekanik, at lære at frakoble og sammensætte forskellige segmenter af kroppen på de rigtige tidspunkter. Her er formøvelserne oftest ikke så spektakulære, men kan have en mere elegant og flydende karakter. Træningen er ofte hård rent mentalt, da det kræver meget tålmodighed, og øvelserne typisk er meget langsomme og med mange gentagelser. Der er også ofte fokus på at styrke udholdenhed og statisk styrke, typisk i benene. Mange påstår, at de interne stilarter ofte tager meget længere tid at mestre end de eksterne, da teknikkerne ofte går imod vores naturlige instinkter. Her handler det om at være blød, og at kunne udnytte kraften i jorden og i modstanderen. Eksempler på interne stilarter er taiji (i vesten kendt som tai chi), xingyi og bagua.

Jeg var selv på shaolin-holdet. Eller rettere, et af shaolin-holdene. Det var den mest valgte stilart, så der var derfor 3 grupper i denne flok, med hver deres mester, for at hver mester kunne have overskud til at fokusere på hver enkelt elev.

Templet på bjerget

Hver morgen fra klokken 6 til 7 var der som sagt valgfri tai chi og qigong. Herefter var der morgenmad, hvorefter træningen begyndte klokken 8.30. Den varede så til klokken 10, herefter en halv times pause, og så igen fra 10.30 til 11.30. Så var der frokostpause, og så startede træningen igen 14.30 og varede til 16.00. Der var så igen valgfri qigong og xingyi(endnu en intern stilart) fra 16.30 til 17.30. Aftensmad klokken 18.00 og de valgfrie lektioner varede så fra 19.00 til 19.40. Sådan var det hver dag, 5 dage om ugen, med enkelte variationer mellem vinter og sommer. Træningen varierede også fra dag til dag. For mit hold gik formiddagen typisk med shaolin-træning og eftermiddag var det Sanda. Mandag formiddag handlede det om basis øvelser, og formøvelser, tirsdag formiddag var det akrobatik, spring og flyvespark. Onsdag formiddag var stance-træning, hvor ben styrkes i statiske positioner, meget hårdt og ubehageligt. Torsdag formiddag var afslappende og forfriskende qigong-øvelser ved floden i naturreservatet. På dette tidspunkt i ugen var dette som regel meget tiltrængt. Men det var bare stilheden før stormen… Torsdag eftermiddag var den frygtede Power-træning. Her pressede mestrene os til det yderste igennem grufulde styrketrænings- og hurtighedsøvelser. Ligeså snart vi troede vi var færdige med en øvelse, blev vi presset til at lave endnu flere gentagelser, og mestrene var som regel dygtige til at presse os over vores grænser. Dette var klart den hårdeste og mest frygtede del af træningen, men så snart den var overstået, var det også den mest tilfredsstillende, i min mening. Fredag formiddag gik på power-stretching, en yderst ubehagelig udstrækningsmetode, som mestrene selv blev udsat for i deres træning. Her blev vi forceret ud i yderpositioner, dog aldrig så langt, at nogen kom til skade, og det var egentlig også ret skønt bagefter. Sidst på formiddagen var der Sanda sparring. Der gik her en time med sparringskampe i bokseringen, med beskyttelsesudstyr og det hele, og alle kunne deltage. Dette var meget udfordrende for mig, da jeg aldrig havde været i en sparringskamp før, men jeg synes også det var enormt skægt, og jeg udviklede mig ret meget. Fredag eftermiddag gik vi op til taoist-templet på det nærmeste bjerg, hvor vi her skulle bruge halvanden time på kredsløbstræning, op og ned ad en lang række trapper. For mig var dette en perfekt måde at afslutte ugens træning på. Udsigten ud over dalen var fænomenal, og trapperne snørklede sig op igennem en dejlig, grøn skov, med en lille hule i klippesiden ved toppen, hvori var placeret statuer af taoist ”immortals”. Som vi svedende og pustende løb op og ned ad de lange trapper i den friske bjergluft, følte jeg et stærkt bånd til mine holdkammerater. Der var noget mere end vores fælles interesse i Kung Fu, der knyttede os sammen. Vi dannede helt særlige venskaber i vores fælles træning. Vores fælles anstrengelser, smerter, latter og succesoplevelser gjorde, at jeg følte vi var mere som en familie, og vi støttede altid hinanden som vi bedst kunne.

Stance-træning

Følelsen af glæde og tilfredshed efter at have besejret de sidste par trin fredag eftermiddag var helt ubeskrivelig. Glæden over weekenden herhjemme i vores moderne samfund blegner ved siden af dette. Jeg var træt og mørbanket, men følte mig samtidig som Superman. Jeg havde presset mig selv til det yderste igennem hele ugen sammen med mine kammerater, og nu kunne jeg med god samvittighed slappe af i weekenden. Jo mere jeg havde presset mig selv og gjort mit bedste, jo bedre havde jeg det som regel i slutningen af ugen. Det er netop også det, den gren af buddhisme shaolin munkene dyrker, handler om. Krop og sind hænger sammen, og for at styrke sindet er det vigtigt også at styrke kroppen, og omvendt. For at leve et lykkeligt og balanceret liv er det vigtigt at stimulere både krop og sind.

I weekenden havde vi helt fri, og gudskelov for det. Ømme og trætte efter en hård uge var disse to fridage meget tiltrængt. Nu kunne vi gøre som vi havde lyst. Vi kunne tage ud og opleve omkringliggende natur, arrangere at blive kørt til den nærmeste by af en af skolens chauffører, tage ind til den store by Yantai, eller bare slappe af på skolen. Hvis vi tog et sted hen, skulle vi dog informere vores mester om det.

Sanda-sparring

Powerstretching

Og sådan gik tiden så. Træning i hverdagene og afslapning i weekenderne. Jeg syntes det var enormt befriende at bo et sted for en tid, hvor det eneste jeg skulle fokusere på, var at træne hårdt og hygge mig med mine venner. Det var dejligt simpelt.

Som sagt var der ikke nogle bestemte forløb man skulle følge. Man skulle bare betale for hvor længe man ville blive, og det blev lidt billigere jo længere man ville blive. Man kunne maksimalt være der 5 år. Så der var stor udskiftning i eleverne, hvilket vil sige, at jeg mødte virkelig mange mennesker i løbet af mine 9 måneder. Det korteste ophold jeg oplevede var en far med sin 6 -årige søn. Faren havde givet sønnen en uges ophold som fødselsdagsgave.

Det var som sagt originalt planen at jeg skulle være der 6 måneder. Jeg synes dog det var så fantastisk en oplevelse, at jeg forlængede mit ophold 2 gange, så det blev til 9 måneder i alt. 2 gange i løbet af de 9 måneder var jeg ude at rejse i 2 uger. Det var et velkomment afbræk fra livet på skolen.  Efter flere måneder på skolen var det skønt at lave noget helt andet i et par uger, og så var jeg genopladet til at begynde træningen igen.

Mestrene, eller shifu’erne, virkede ved første indtryk som nogle meget hårdføre og alvorlige typer. De forlangte at blive behandlet med respekt, vi skulle altid hilse høfligt, når vi mødte dem, og altid overholde træningstiderne. De kunne ikke snakke engelsk, så der var oversættere ansat på stedet til at hjælpe. Trods oversætternes hårde arbejde, var det ikke altid deres ordforråd på engelsk var tilstrækkeligt, så nogle gange gik noget tabt i oversættelsen. Det var lidt en skam. Det lykkedes mig dog at lære en smule kinesisk, noget mestrene gladelig hjalp til med, og det gjorde kommunikationen meget sjovere. Efter noget tid opbyggede jeg et godt venskab med min mester. Det gik stille og roligt op for mig at mestrene ikke var så ”hårde”, som jeg først havde antaget. De kunne være meget autoritære, men under den hårde skal var det enormt varme, smilende og venlige. Hele deres liv var gået med træning, og de fleste var blevet presset enormt hårdt fysisk, og sikkert også mentalt, som små. Så når vi spillede basketball i frikvartererne eller som opvarmning, sprang de lystigt med, storgrinende under hele kampen. Det var som om de endelig fik udtryk for den barnlige leg, de ikke var blevet undt som børn, det var fantastisk at se.

Basketball-turnering i weekenden

Gennem de historier mestrene fortalte om deres egen træning, begyndte jeg også at forstå, at den træning vi blev udsat for på skolen var en ”light”-version af, hvad de selv havde prøvet, og hvad de kinesiske børn på kung fu skolerne oplever. Og det er da også forståeligt nok. Der er mange børn i Kina der bliver sendt på Kung Fu skoler som små, hvor de bor og modtager Kung Fu undervisning, samt almindelig skole-undervisning. Mange af dem bliver politimænd, eller gør karriere som stuntmænd, filmstjerner, eller som undervisere. Os udefrakommende derimod, var kommet til Kina for at få en smagsprøve på traditionel kinesisk kultur, udvikle os fysisk og mentalt, og i det hele taget for at få en vild og autentisk oplevelse. De ville nok helst undgå at skræmme os væk.

Efter de 9 måneder drog jeg igen hjemad. Mit fantastiske eventyr var nu slut. Det havde været en af mine vildeste oplevelser i mit liv, men nu var jeg også klar til at komme hjem igen. Alle de sjove stunder, udfordringer, succesoplevelser, ømme muskler, og skønne venskaber har efterladt et solidt aftryk i min hukommelse. Jeg vil altid huske tilbage på denne tur med stor glæde, og jeg kan klart anbefale det til enhver, der har interesse i kampsport, bevægelse, eller kinesisk kultur.

Graduering af formøvelse foran shifu’erne

Jeg har prøvet at holde min fortælling nogenlunde kortfattet og overskuelig. Jeg kunne nemt skrive meget mere om oplevelsen, om træningen, om sjov med vennerne, maden, festerne, disciplinen, kampsporten, mestrene osv. Jeg svarer med glæde på spørgsmål omkring min tur. Jeg kan kontaktes på hedegaard_mikael@hotmail.com.

Skolens hjemmeside: http://www.chineseshaolins.com/

www.munkymik.dk  – min blog, hvor jeg har skrevet om mine oplevelser i Kina. De første indlæg handler om mit ophold på skolen.

Der findes som sagt utallige lignende skoler, og nogle af de mestre der var på skolen mens jeg var der, har nu startet deres egne skoler andre steder i landet. Hvis en sådan oplevelse har interesse, vil jeg opfordre til at lave din egen research, og finde et sted der passer til dig.

Mikael Hedegaard

Alle skolens elever og mestre i efteråret 2010